Som i har vidst, har både min mormor og morfar været utrolig syge igennem årene og idag sov min morfar ind. Jeg er knust og det er svært at sætte ord på hvad jeg føler, for det er som om jeg ikke forstår det er sket. Det er som om jeg forventer han er hjemme, næste gang jeg besøger min mormor. Jeg er forvirret, frustreret og så ked af det, at mine tanker flyver rundt. Jeg nåede aldrig at møde min ‘rigtige morfar’, da han døde før jeg kom til livs, men min mormor fandt kærligheden igen for mange år siden og derfor har han altid været min morfar – og det eneste jeg har kendt til, som en morfar. Det sidste jeg husker vi snakkede om, inden han blev rigtig syg, var at han var stolt af mig, vi sad i sofaen hjemme hos dem og snakkede om forretning, samt mine drømme. Han sagde, at jeg var en moderne forretningskvinde og jeg nok skulle nå langt. Jeg hoppede i tøjet imorges, da jeg fik af vide han var død og bestilte en taxa med det samme. Jeg nåede ikke at forstå, hvad der skete fordi alt gik så hurtigt og jeg vidste bare, jeg skulle ud og se ham. Taxa manden sagde ‘Hvor skal du så hen? Kender du vejen?’, jeg stivnede i mit blik og svarede ‘Min morfar er død. Jeg skal sige farvel’. Der blev helt stille i taxaen og manden kondolerede.. Min stemme knækkede og jeg fik tåre i øjnene, for lige dér, var det første gang jeg sagde det højt. Det var først da jeg gik ind i rummet og så ham, jeg brød sammen og forstod det. Der lå han, den store humørbombe – helt stille og livsløs. Jeg vendte mig om, stod og kiggede ind i døren med hænderne for munden og et stivnet blik. Jeg kunne ikke andet end græde og smerten i mit hjerte var – og er ubeskrivelig. Jeg forstår ikke at jeg ikke skal se ham igen. Jeg forstår slet ikke noget. Jeg kan ikke sætte ord på, hvor svært det er. Hvil i fred, min engel.
