Hey bloggen. Efter at ugens nye afsnit er landet på Dplay Premium, har mange set det afsnit hvor jeg kæmper med at undskylde for Frederik, fordi jeg har begået en fejl i vores forhold. Jeg har fået utallige beskeder på min Instagram, både positive og negative. Der er overraskende mange, både piger og drenge som skriver at de kan genkende sig selv i mig – og det beroliger dem at vide de ikke er alene, med den side de har. Jeg har altid følt at jeg var unormal – og det gør jeg ikke længere, fordi der er så mange mennesker der har kunne genkende sig selv i mig. Jeg har helt op til mine voksen år troet at jeg fejlede noget, men en psykolog fortalte mig at alle mennesker er bygget forskelligt, mentalt og vi alle har vores kampe. Den vi er, er formet af hvad vi har igennem. Jeg har aldrig haft let ved at undskylde, når jeg har lavet en fejl, men jeg har altid haft let ved at undskylde, for ting der ikke betyder noget for mig. Jeg vil prøve at gå i dybden med det i dette indlæg, for at skabe forståelse for jer der er forvirrede og synes jeg er en idiot – og til jer, der måske har brug for ikke at føle jer alene, med at være som jeg er. Så nu vil jeg prøve at sætte ord …
Jeg har en stor frygt og angst i kroppen for at undskylde – og for at vise følelser, for en jeg elsker. Jeg er ikke nem at være i et forhold med på det punkt. Ordet “undskyld” kan godt komme ud af min mund, men det er svært for mig. Jeg er for stolt og for bange, fordi jeg har en frygt for at tabe ansigt, for at se dum eller afvist ud. Når jeg virkeligt får følelser inden i, så frygter jeg det værste.
Jeg havde svært ved at undskylde og komme med en forklaring, fordi jeg frygtede at Frederik ville afvise mig og at jeg ville miste ham – og se dum ud samme tid. Når jeg har gjort noget forkert eller er uvenner med en jeg elsker, så tror jeg at jeg har mistet dem. Mine tanker er altid enten helt lyse eller helt mørke. Jeg kan til tider virke kold, men det er fordi jeg tager et skjold på. Der er meget i ikke ser på TV – og en af de ting var at jeg brød sammen lige da vi rejste os fra “Sandhed eller Tablet”, jeg gik ned til produktionen og sad i 1 times tid. Jeg brød helt sammen, græd så meget at jeg måtte hive efter vejret. Produktionen trøstede mig og sagde, jeg skulle kæmpe for ham, men det der er med mig er at jeg giver op, på sekunder hvis noget går galt i et forhold eller venskab. Jeg er helt anderledes når det gælder min karriere, der er jeg stærk og giver aldrig op eller viser følelser. Men når det kommer til personlige relationer der er intense for mig, så bliver jeg stolt, angst provokeret og tænker det værste. Jeg har altid hellere ville give op end kæmpe, for et forhold, fordi modstanden gør mig utryg. Det med at undskylde gør mig utryg og skaber en kæmpe frygt, for at blive afvist og såret endnu mere. Frygten kommer fra min barndom og de ting jeg har været igennem, har jeg fået af vide af en psykolog… Og nu skal vi snakke om noget mere seriøst.
Der er mange mennesker der peger fingre af mig lige pludseligt, efter Ex On The Beach – og folk prøver at sætte en diagnose på mig, udfra min opførsel i programmet. Jeg er meget følsom – og reagere ofte med vrede eller gråd. Jeg har en kort lunte og mine følelser bobler over meget af tiden. Jeg har ikke selv fået en lang psykisk udredning for om jeg fejler noget mentalt, men jeg synes det er modbydeligt at folk skal sidde og svine mig til, ved at kalde mig “Borderline” og “Bipolar”, som var det et skældsord. Jeg synes folk skal tænke over tonen. Tak fordi i læste med.
