Jeg ankommer til Montreal lufthavnen og kommer ned til immigration, og der spørger de hvorfor jeg er her og jeg forklarer så, og imens jeg forklarer ved jeg godt at de vil spørge om en masse spørgsmål, men jeg har ikke lyst til at lyve overfor dem og sige jeg bare skal på shopping eller andet – Så jeg fortæller jeg skal møde ham fyren og Drake. De tager mig så til side, i et rum hvor de skal tjekke min kuffert og håndtaske, og jeg tænker ikke så meget over det til de spørger mig om jeg smugler stoffer eller er prostitueret. Ja, det var så hvad de troede da de så mig og jeg bliver vildt forarget, men svarer dem pænt på alle deres spørgsmål og det ender med at de skal have min iPad, alle mine iPhones og min macbook – Dem tjekkede de så helt igennem. Alle billeder, alle beskeder. Så grænseoverskridende. De finder hurtigt ud af jeg taler sandt og at jeg ikke er nogle af delene af hvad de troede. De får søgt lidt på mig og når frem til at jeg er en af Skandinaviens største bloggere, har en god indtægt, ren straffeattest og ikke er en troublemaker.
Derfor søger de op på fyren jeg skulle møde, de snakker fransk til hinanden og jeg forstår slet ikke hvad der sker, men jeg kan høre i deres stemmer at de er chok over noget og de snakker helt vildt og render frem og tilbage. Jeg går alene rundt i et rum 10 minutters tid, tænker så meget over hvad der skal ske og så kommer de to politi mænd pludseligt ind og siger “Miss, please take a seat” og jeg får en klump i halsen. De fortæller mig at manden er millionær og muligvis kender Drake, men at han ikke er en god fyr. De fortæller mig om noget seksuelt overgreb på kvinder og jeg når lige at udbryde “WHAT!” til de fortsætter og fortæller en masse om ham, som jeg ikke måtte oplyse videre. Jeg er i chok og sidder med tåre i øjnene over de ting de fortæller. Jeg får lov at ringe hjem imens de laver noget papir arbejde omkring situationen og jeg snakker med min mor i 10 minutters tid omkring alt og hun er i ligeså meget chok som mig. Min stemme knækkede og tårene løb ned af mine kinder lige da hun tog røret og det var den første følelse af tryghed jeg havde haft i flere timer. Imens vi snakker ser jeg 30 vagter og politi mænd løbe og jeg fortæller min mor at hun ikke må lægge på, fordi nu sker der et eller andet og det er så en “fange” som prøver at stikke af. Altså, en der ikke måtte blive lukket ind i landet og det skræmte mig lidt at se mere lufthavns-drama.
Efter at have talt med min mor sætter jeg mig ned og hiver min iPad frem. Fedt man, den connecter til wifi og jeg har internet. Min facebook er bombet med beskeder fra fyren og jeg må ikke svare ham, så sidder bare og læser alle de beskeder med at chauførren står med mit navn på et skilt og venter på mig i lufthavnen og hvor meget han glæder sig til at se mig.. Beskederne bliver lidt underlige og han nævner noget med at alle venter på mig, og noget med et hus og jeg tænker… Hvad, var det ikke et hotel? Og hvem er VI? Drake, eller hvad? Det creeper mig lidt ud og jeg får en masse uhyggelige billeder af hvad der kunne være sket hvis jeg var kommet ud til chauførren. Hvor ville jeg blive kørt hen? Hvad ville der ske med mig? Jeg får skrevet lidt med min mor på facebook og hun beroliger mig til at en betjent kalder på mig. Jeg skulle ind og have taget et billede op af en tavle, føler mig kriminel og har den underligste følelse i maven til at betjenten smiler og siger “Haha, dont worry miss! You are here cause we protecting you.” og jeg smiler nervøst igen og siger “I know, but whats happening now?” og han forklarer så at jeg skal vente lidt til de har fået den ustyrlige “fange” væk som lavede drama før.