Efter han brændte min hånd med en lighter havde jeg sagt til mig selv at nu var det nok og at jeg skulle stoppe med at leve livet på kanten, men fuck – Vi har jo fællesvenner og selvfølgelig mødte jeg ham på cafeen igen om aftenen, og jeg kan selvfølgelig ikke stå for hans charme og tager imod ham med et kæmpe kram og tilbyder ham at sidde med os. Hvad er der med mig seriøst? Hvorfor kan jeg ikke bare skubbe ham væk… Jeg skal selvfølgelig have ham over til bordet, kysse hans søde læber igen og falde for hans bullshit igen. Forhelved, jeg skal tage mig sammen og jeg ved det… Efter lidt hyggesnak tog jeg et spring ind i en risikabel snak! Vi snakkede om min vens sår på armen fordi det var hans eks-kæreste der havde været voldelig og jeg jokede så og sagde at jeg kunne have stukket ham, fordi jeg er sociopath og alle grinte så.. Udover min Sociopath-fyr. Han reagerede helt stift og jeg kørte den videre for at at få hans reaktioner! Jeg bildte vores to andre venner ind at jeg var Sociopath men at jeg havde fået meget terapi, så derfor kunne jeg beherske min opførsel, men at jeg stadig havde de samme tanker som en Sociopath. (Mine to venner forstod ikke en skid og var lidt fulde, heldigvis)… Men min fyr her, tog mig i forsvar… SÅ UNDERLIGT. Han begyndte at snakke om hvad en Sociopath er, og sagde man ikke var heartless og ikke kunne gøre for det – Han gik VIRKELIGT meget op i det her emne og han sendte mig hele tiden en masse blikke som om vi var blevet SÅ meget tættere på hinanden fordi jeg sagde det. Han krammede mig pludseligt helt tæt og hviskede til mig at han også havde noget at fortælle når vi var alene, og jeg hviskede så tilbage og spurgte hvad det var, og der hviskede han “Vi er i samme båd” og jeg krammede ham bare helt tæt med lukkede øjne og tænkte “Nej, nej, nej HVAD FUCK HAR JEG LIGE RODET MIG SELV UD I DET… Tror han vi er partner in crime nu?! FUCK.”
Jeg rejser mig op og går på toilettet og står derude i 3 minutters tid og er i chok over hans reaktion, for han egentligt bare lige gav alle tegn på han er hvad jeg troede… Men også i chok over han nu tror jeg også er sådan?! Har så blandede tanker om det hele og der er et eller andet i mig der vil give ham en chance og høre hvad han har at sige, men jeg har besluttet mig at cutte alt kontakt med ham, som jeg også har lovet mine forældre at jeg vil. Jeg har kun tænkt mig at møde ham en sidste gang og det er hvor min bror og venner også er på cafeen vi altid mødes på, fordi jeg gerne vil høre hvad han har at sige, og så rejser jeg jo hjem om få dage, så det er en god måde at få cuttet kontakten på uden at der skal ske totalt noget dramatisk.