*Trigger warning*
Jeg er udkørt, frustreret og vred. Min krop er blevet et diskussions emne på mine sociale medier og jeg kan ikke poste et billede af mig i fuldposition eller et billede af mad, uden der skal komme en diskussion. Hver dag må jeg slette kommentarer fra min Instagram fordi det både såre mig og skaber opmærksomhed og negativitet både på mig og omkring de mennesker der kan lide at følge mig. Hver dag bliver der diskuteret om min krop, mine måltider, mig. Jeg er træt. Jeg lukkede i, besluttede mig for at slette kommentarer istedet for at tage dem op og så holdte jeg mine kampe for mig selv – Men nu er det nok. I rammer mig helt ind til sjælen og det er første gang i mange år, jeg er faldet i søvn med tåre i øjnene. Poster jeg et måltidsbillede af fisk og asparages går i amok og kalder mig et forfærdeligt forbillede… Poster jeg et billede af mig selv i fuldposition får jeg endten en “Der er jo intet liv i den klamme krop, æd noget mad” eller en “Haha fuck du er fed”. Min sang “Broken Soul” skrev jeg fra hjertet af lige da jeg kom hjem fra Mexico, hvis i lytter ordentligt til teksten kan i sætte jer ind i hvordan jeg har det hver evig eneste dag. Hvert sekundt af dagen.Vil i lære mig af kende bag facaden? Så lad mig bryde tabuet nu – Ja. Ja, jeg er syg. Jeg er spiseforstyrret.
Ligeså meget som jeg gerne vil være et forbillede for recovery, så er jeg ikke stærk nok. Den hårde, forfærdelige sandhed er at jeg ikke er stærk nok. Jeg er i mere kontrol end så mange andre piger der lider med en spiseforstyrret tankegang, så det er jeg stolt af. Man bliver ikke rask fra en dag til en anden og hver gang det går bedre med mig, så skal der blot gå en tynd pige forbi mig på gaden eller et Ana billede på min Instagram startside, så er jeg faldet i igen. Jeg beholder ikke hvert måltid i min krop, men jeg prøver. Jeg spiser ikke det antal kalorier man burde på en dag. Jeg tæller hver kalorie. Jeg vejer mig mindst 2 gange på en dag. Jeg kan abc dieten i søvne og når jeg har spist “for meget” har jeg en rutine der hedder kast op, gå i bad og vask skammen af. Lyder det her for meget for jer? Så skulle i prøve en dag i mine tanker. Jeg tror stadig på at blive rask, men i skal også forstå at det ikke er en let process og at jeg har brug for ro om kommentare når det kommer til min krop. Det forvirre mig når en halvdel skriver jeg ser for tynd ud og en anden skriver jeg burde tabe mig. Det sætter min hjerne på så meget overarbejde, frusterere mig fuldstændigt og får mig til at smide maden ud af mine hænder. Det får mig til at føle den ene halvdel der siger jeg er “for tynd” bare siger det for at støtte mig, men den anden er ærlige. Det er hårdt. Det slider på sjæl og tanker.
Jeg gør alt jeg kan for at holde mig fra Ana-accounts, tumblrs og de venner jeg har fået igennem min spiseforstyrrelse. Det er svært og det ønsker jeg at i skal forstå. Jeg ønsker igen at i skal lytte til min sang “Broken Soul” og tage teksten ind til jer, for det er de tanker jeg sidder med og så ønsker jeg at i skal spørge jer selv, om i fortsat har lyst til at få en person til at føle sådan? Jeg begyndte at skrive på sangen i flyet hjem fra Mexico og færdiggjorde den da jeg kom hjem og faldt helt tilbage i de gamle baner.
Jeg skriver dette for at bryde tabuet om spiseforstyrrelser, for at i kan forstå mig og måske få en smule respekt og eftertanke inden i smider en kommentar om min krop. Konstruktiv kritik om mit arbejde og person er velkommen, men jeg ønsker forståelse for at kommentarer om min krop, ikke bare gør ondt på mig, men ødelægger mig. Og ikke nok med det ødelægger mig, så ødelægger det også min familie. Jeg forventer ikke at i skal forstå de følelser og konsekvenser det har for mit liv, men jeg forventer i lytter, tager mine ord til jer og prøver at sætte jer ind i det. Selvom jeg er en smilende pige udadtil der poster videoer, billeder og positive ting betyder det ikke at jeg ikke kæmper med indre dæmoner. Jeg er snart 19 år gammel, har en karriere og et liv at passe og derfor kæmper jeg for ikke at falde tilbage til at være drænet for energi og motivation. Jeg kæmper for at arbejde hårdt og fortsætte mit arbejde, selvom mine tanker er besatte. Jeg har heldigvis den mest forstående og støttende familie, hvilket gør det lettere at finde motivation, livsglæde og lyst til at spise. Med dem er jeg stærk.
Vi har alle vores at slåes med og derfor burde vi have mere respekt for vores medmennesker. Vi kender ikke hinandens historier. Så måske vi skulle stoppe op, kigge os omkring og mærke efter? Er vi alle så okay inden i, som vi ser ud?
Der vil ikke komme flere spiseforstyrrede indlægs, jeg vil holde min blog ren med positivitet som før – Jeg havde bare brug for i lærte mig ordentligt at kende i håb om forståelse.